Billund har fået et iværksætterhus. Det har til huse hos Billund ErhvervsFremme på Kløvermarken og har fået navnet GROW. Her er nye virksomheder med adresse i Billund kommune velkommen.

Nu er vi igang. Nu er vi flyvende og jeg glæder mig til at byde en masse iværksættere velkommen herude, siger iværksætterrådgiver hos Billund ErhvervsFremme, Marianne Witte, der i høj grad har været med til at sparke GROW i gang.

De første nye virksomhedsindehavere har allerede fået plads to af de seks-syv skriveborde, der er gjort klar til dem.

Jens Woeste sidder med de sidste ting klar til at lancere den app, han har arbejdet på, siden coronaen lukkede landet, og eftersom de sidste grønne lys endnu ikke er kommet, er han lidt varsom med at fortælle for meget om sin app i virksomheden Curo ApS:

Men jeg kan sige så meget, at det er inden for den finansielle teknologi – eller FinTech, som man siger, lyder det fra Jens Woeste.

For ham betyder det rigtig meget at være kommet ind i det nye iværksætterhus:

Her kan jeg fokusere 100 pct på min virksomhed. Her kan jeg få nogle at sparre enten ved et decideret møde eller bare ved kaffemaskinen. Det kan virkelig hjælpe mig på vej, siger Jens Woeste.

Ved et af de andre borde sidder Karina Agerskov Chüsler, der med firmaet Karina AC vil hjælpe folk med at få det rette mindset – både til livet og til arbejdet.

Hvorfor får nogen succes og andre gør ikke? Det er sådan noget jeg prøver at finde ud af med mine klienter, siger Karina Agerskov Chüsler, der har både private og virksomhedsejere i klientellet. For hende er GROW et helt rigtigt sted at få søsat virksomheden rigtigt.

Jeg kan bruge GROW til at være i noget positiv energi i stedet for bare at gå derhjemme med min virksomhed, siger Karina Agerskov Chüsler.

For Marianne Witte handler det ikke kun om at få iværksættere i gang – de skal også være tæt på rådgivning.

Jeg kunne godt tænke mig at få aktiveret vores rådgivere, der er tilknyttet Billund ErhvervsFremme, noget mere. Hvorfor ikke eksempelvis få en advokat, en revisor eller en bankrådgiver til at sidde herude en formiddag en gang i mellem, så virksomhederne og iværksætterne kan få noget sparring der, spørger Marianne Witte.

 

Artklen er skrevet af Marianne Thorø fra BillundOnline