Go’ daw, mojn og hey dér! 

Blomster og blade begynder at springe ud, og fornemmelsen af forår er for alvor over os. Der er meget at glæde sig over, men vi kommer ikke udenom, at sommeren 2021 også kommer til at stå i coronaens skygge og de lukkede grænser har enorme konsekvenser for kommunens oplevelses- og turismeaktører. I slutningen af april deltog jeg sammen med en række aktører inden for oplevelsesøkonomi i dialogmøde med borgmesteren og kommunaldirektøren. Der var ét fælles budskab på mødet – branchen er mildest talt banket i gulvet på grund af de manglende internationale turister og som udspillet ser ud nu, må vi i Billund se langt efter hjælp i regeringens sommerpakke, hvor fokus primært er på de store byer og færgeforbindelser – lidt skarpt sat op.

Det betyder også, at mange aktører løber efter samme og mere begrænset målgruppe – det danske marked. Konkurrencen er måske ikke er helt fair, hvis sommerpakken ikke ændres, når man driver Bed & Breakfast i fx Sdr. Omme – et godt stykke væk fra både storby og færgefart.

Lidt tørre tal:
I Trekantområdet har vi haft en nedgang i overnatninger fra 2019 til 2020 på 1.034.057. Det er en nedgang, som er 2,5 gange så stor som nedgangen i Århus, som normalt ligger på ca. samme niveau på overnatningsomsætning som Trekantområdet. Nedgangen er 5 gange så stor som i hhv. Odense og Aalborg, som har ca. samme indbyggertal, som i Trekantområdet. Og sammenlignet med København kan vi desværre se, at vi er lige så hårdt ramt. Derfor sætter vi sammen med Billund Kommune, Destinationsselskabet Trekantområdet, LEGOLAND Billund og alle de lokale turisme- og oplevelsesaktører, som vil være med, nu en fælles kampagne i gang – målrettet de danske sommerturister. Og jeg må sige, at jeg er dybt imponeret og taknemlig for, hvor hurtigt både kommunen og de øvrige partnere reagerede, da vi rakte ud for at få sat gang i et fælles initiativ. Dette både med økonomi, kompetencer, tilbud og blikfang. Der er ingen tvivl om, at vi alle har en fælles interesse i, at branchen kommer så stærkt som muligt gennem denne sommer.

Vi har forsøgt at invitere alle aktører inden for restauration, overnatning og oplevelse i kommunen til at deltage, men skulle der være en enkelt eller to, som vi ikke ’har fanget’, så tag endelig kontakt til os, da vores ønske er, at alle som ønsker at deltage i kampagnen skal være med.

Vi skal i høj grad supplere welcome og guten tag med go’daw, mojn og hey dér, hvis vi skal sikre branchen bare en rimelig omsætning i 2021.

De bedste hilsner
Marie Skov Lillelund, direktør