Vi ser frem mod endnu en spændende Billund KarriereTour, for lige rundt om hjørnet – torsdag den 13. november 2025 – åbner vi igen dørene til Billund KarriereTour TECH, hvor vi og syv lokale virksomheder får besøg af op mod 330 studerende. Arrangementet er en unik mulighed for at skabe relationer mellem erhvervslivet og studerende, og tidligere års erfaringer viser, hvor frugtbart et møde det kan være.
Et godt eksempel på det finder vi hos CK Produktion, der sidste år deltog i Billund KarriereTour TECH og efterfølgende indledte et samarbejde med tre maskiningeniørstuderende fra Aarhus Universitet.
Fra inspiration til samarbejde
Efter sidste års KarriereTour bankede de tre studerende – Christian Lybecker, Christian Byskov og Andreas Klitte Thomasen – på døren hos CK Produktion. De blev inspireret af virksomhedens præsentation under Touren og ønskede et samarbejde i forbindelse med deres bachelorprojekt.
”CK Produktion havde fanget vores interesse, da virksomheden – i vores optik – arbejder med vigtige grønne problemstillinger inden for produktion af plastsprøjtestøbte emner, og vi har også hele tiden været interesserede i at arbejde med noget inden for plastverden,” fortæller de tre nu færdiguddannede maskiningeniører.
Samarbejdet tog udgangspunkt i en konkret problemstilling: De tre studerende ønskede at undersøge, om de kunne reducere energiforbruget i produktionen af et plastemne – uden at gå på kompromis med kvaliteten eller maskinens kapacitet.
Hos CK Produktion blev initiativet taget godt imod, fortæller direktør Andreas Haahr:
”De tre studerendes problemstilling går direkte i forlængelse af vores arbejde med klimamål og ESG-rapportering. Vi håber, at vi – udover at have bidraget til de studerendes bachelor – også kan bruge deres resultater i produktionen.”
Praktisk indsigt og virkelige erfaringer
For de tre unge ingeniører har samarbejdet givet uvurderlig erfaring og indsigt i den virkelige verden.
”Vi har fået en masse praktisk indsigt i, hvordan plastteori samt statistisk analyse kan optimere selv de mest præcise produktionsmaskiner. Derudover har samarbejdet givet os værdifuld erfaring med projektarbejde i en virksomhedskontekst,” fortæller Christian Lybecker.
Han peger også på, at mødet med virksomhederne under Billund KarriereTour TECH var en vigtig døråbner:
”Det var en virkelig god oplevelse at være med i Billund KarriereTour. Touren gav os mulighed for at møde lokale virksomheder og få indblik i, hvilke muligheder der findes i området. Vores tanke forud for Touren var at finde den rigtige virksomhed til et samarbejde, og her mødte vi for første gang CK Produktion.”
Et resultat, der inspirerer fremad
Historien fra CK Produktion viser, hvad Billund KarriereTour kan føre til – nemlig samarbejder og nye muligheder for både studerende og virksomheder, og de tre unge ingeniører håber også, at deres erfaring kan inspirere andre:
”Vi håber, at vores historie kan motivere både studerende og virksomheder til at tage kontakt til hinanden og skabe noget sammen,” siger Christian Lybecker.
Når Billund KarriereTour TECH igen løber af stablen den 13. november 2025, er forventningerne høje!
Vi glæder os til endnu en dag fyldt med nysgerrighed og nye relationer mellem virksomheder og studerende, så vi i fællesskab kan bane vejen for fremtidens løsninger i Billund og omegn.






