Tre førende tech-virksomheder, Manyone, myPallet og Oxygen, mødes onsdag morgen i Cargo Center Billund til en 32-timers hackathon for at udvikle og optimere en række centrale udfordringer i transportbranchen.

En hackathon er et intensivt innovationsforløb, hvor forskellige fagpersoner mødes og arbejder sammen i en begrænset tidsperiode for at finde løsninger på konkrete problemstillinger.

Målet for deltagerne er at udvikle banebrydende koncepter, der skal styrke Billund Lufthavns fragtoperationer og skabe nye muligheder for effektivitet og digitalisering. Ved HACKATHON 2025 skal de tre tech-virksomheder fra den 26. til den 27. november finde løsninger på, hvordan ventetid og spidsbelastning i cargocenteret reduceres, og hvordan administrative processer kan digitaliseres, så papirhåndtering minimeres.

Det er ikke usædvanligt at vi oplever spidsbelastninger for indlevering af gods med lastvogne hos Cargo Handling Billund Airport. Det kan skabe pres på effektivitet, miljø og arbejdsmiljø, og det er en præmis, vi gerne ser ændret. Derfor håber vi, at vi i løbet af de 32 timer kan få mange gode idéer og løsningsforslag på bordet, som kan implementeres i hverdagen og som, forhåbentlig, vil skabe stor værdi for vores kunder, for os og for hele vores branche,” siger Nicolai Krøyer, direktør for Cargo Handling Billund Airport.

Samarbejde om innovation
HACKATHON 2025 er en del af Billund Airport Innovation Hub og arrangeres i samarbejde med Billund Lufthavn, Blue Water Shipping, Trekantområdet Danmark, Airport Hotel Billund og Billund Erhverv.

Når klokken slår 10 onsdag morgen, vil deltagerne blive budt velkommen af Marie Skov Lillelund, direktør i Billund Erhverv, som vil sætte scenen for programmet og formålet med HACKATHON 2025.

Efterfølgende vil Mads Thimmer, CEO og co-founder af Innovation Lab, og Steffan Laugaard Nielsen, Digital Innovation Lead hos Blue Water Shipping, præsentere formatet for årets hackathon og give deltagerne et indblik i struktur og forventninger. Billund Lufthavn vil dernæst gennemgå den case, deltagerne skal arbejde med, og som kommer til at danne rammen for de kommende 32 timer.

I transportbranchen ligger der et stort og uforløst potentiale i blandt andet digitalisering af dokumenthåndtering og optimering af transporttid. Med optimale løsninger får aktører mulighed for at få realtidsindsigt i processerne, ligesom der vil opstå færre fejl og udvekslingen af information vil blive lettere. Årets deltagere får direkte adgang til fagmedarbejdere fra Billund Lufthavn, Blue Water Shipping og H.T. Transport & Spedition og vi håber, at vi torsdag eftermiddag vil se en række tankevækkende og innovative præsentationer fra deltagerne,” siger Marie Skov Lillelund, direktør i Billund Erhverv.

Problemløsende ekspertise og forskellig faglig forståelse
I årets hackathon deltager de tre tech-virksomheder Manyone, myPallet og Oxygen.

Manyone specialiserer sig inden for strategisk design og teknologi og kombinerer forretningsstrategi, kreativitet og emerging tech for at hjælpe virksomheder med at transformere og udforme fremtidens produkter, services og brugeroplevelser.

myPallet er kendt for sin digitale platform, der gør transport- og emballagestyring papirløs, effektiv og sporbar – fra track & trace og digitale fragtbreve til fuld emballageoversigt i realtid.

Oxygen vil med sin ekspertise inden for digital innovation, e-commerce, softwareudvikling, UX/design og cybersikkerhed kunne bidrage med at skabe løsninger, der understøtter forretningskritiske mål, optimerer brugeroplevelser og styrker kundernes relationer.

Blue Water Shipping og Billund Lufthavn har peget på nogle helt centrale udfordringer – og potentialet er enormt. Hvis vi finder løsninger, der kan implementeres i hverdagen, vil det skabe stor værdi for os og for hele branchen. Det handler om, hvordan vi sammen kan skubbe på innovationen i transport- og logistiksektoren og samtidig opnå både bedre effektivitet, stærkere konkurrencekraft og et grønnere aftryk,” Nicolai Krøyer, direktør for Cargo Handling Billund Airport.

Fakta:
Hackathonet er en del af Billund Airport Innovation Hub og arrangeres i samarbejde med Billund Lufthavn, Blue Water Shipping, Trekantområdet Danmark, Airport Hotel Billund og Billund Erhverv og afholdes i Cargo Center Billund, Stratusvej 12, 7190 Billund fra kl. 10.00 den 26. til 27. november kl. 16.00.

Pitch og præsentationer af deltagernes cases finder sted torsdag den 27. november fra kl. 14.30-16.00.

Også i november 2022 valfartede 70 teknologistuderende og startups fra hele landet til Billund Lufthavn for at deltage i Future of Logistic’s Hackathon 2022.