Erhvervsfremmeprisen 2025 blev mandag aften uddelt i forbindelse med Billund Erhvervs Nytårskur, hvor 200 medlemmer og samarbejdspartnere var samlet. Prisen blev overrakt til SPORT 24 Grindsted & Billund af Kenneth Dyrvig Bechmann fra AL Sydbank.
Prisen blev blandt andet givet for virksomhedens driftighed, udvikling og omstilling i en branche, der flytter sig markant. Derudover blev ejerkredsens engagement i hele Kommunen bemærket – herunder deres dedikerede indsats ved store og små begivenheder og arbejdet med at skabe fællesskab, sammenhold og liv i både Grindsted og Billund.
”Hvor andre ser udfordringer, ser SPORT 24 Grindsted & Billund muligheder. Virksomheden viser, hvordan lokalt engagement, et stærkt partnerskab og rigtig godt købmandskab har skabt succes, som vi i lokalsamfundet kan være stolte af,” lød det i motivationen fra komiteen bag Erhvervsfremmeprisen.
Udover prisoverrækkelsen bød aftenen på oplæg, netværk og lækker forplejning.
”Årsskiftet er altid et godt tidspunkt at stoppe op, gøre status og nyde alt det vi kan være stolte af som forening. Vi ser tilbage på et år, hvor vi har budt velkommen til en lang række nye medlemmer, og vi har oplevet en fantastisk tilslutning til vores arrangementer, netværk, forretningsudviklingsforløb og meget, meget mere. Det lykkes vi med i et stærkt fællesskab med både virksomheder, Billund Kommune og samarbejdspartnere, som bakker op og bidrager, og det vil vi gerne sige stor tak for,” sagde direktør Marie Skov Lillelund.
Bestyrelsesleder Sune Appel satte ord på Billund Erhvervs strategiske retning for de kommende år og borgmester Stephanie Storbank præsenterede erhvervsperspektiver i Billund Kommune 2026.
Aftenen bød også på et inspirerende foredrag, da eventyrer, historiefortæller og TV-vært på programmet Nul stjerner, Morten Kirckhoff, tog deltagerne med på en rejse om at være modig, at udfordre og udforske grænser og det ukendte.
Nytårskuren satte punktum for året, der gik, og gav et naturligt afsæt for Billund Erhvervs fortsatte arbejde med netværk, samarbejde og udvikling af erhvervslivet i det nye år.
Erhvervsfremmeprisen er siden 2003 blevet uddelt som anerkendelse for en særlig indsats, der bidrager til erhvervslivets udvikling. Bag prisen står AL Sydbank, Billund Kommune, JydskeVestkysten og Billund Erhverv.











