AALEX udvikler en software, der på baggrund af flydata simulerer driftsbehovet og generer automatiserede vagtplaner til lufthavne. Ideen opstod en dag i Aalborg Lufthavn, hvor stifter Emil Louis Hansen via sit arbejde oplevede, hvor tidskrævende og uoverskuelig vagtplanlægning kan være.

I en lufthavn er vagtplanlægning langt mere kompleks end mange forestiller sig. Flytrafik, overenskomster og vagtønsker skal gå op i en højere enhed. Det kræver enormt meget tid og overblik at løse manuelt,” fortæller Emil.

Det blev starten på AALEX – med en ambition om at gøre vagtplanlægning i lufthavne hurtigere, mere overskuelig og bedre tilpasset den reelle drift. I dag driver Emil virksomheden sammen med sin partner og hustru, Julia Bøgh Adsersen, der har ansvar for den kommercielle side af virksomheden.

Adgang til testmiljø i et reelt miljø

Den lokale erhvervsservice, Business Aalborg, henviste AALEX – Airport Scheduling til deres kollegaer i Billund Erhverv, efter at have fået kendskab til muligheden for at teste løsninger i Billund Airport Innovation Hub. Herefter indledte AALEX en dialog med Billund Erhverv, som etablerede kontakten til Billund Lufthavn og gjorde det muligt at komme i gang med testen.

I Billund tester Emil og Julia deres vagtplanlægningssystem i et mere komplekst miljø – blandt andet inden for cargo, hvor kravene til fleksibilitet og hurtig tilpasning er i konstant fokus.

For os er det afgørende at kunne teste i et reelt miljø. For her kan vi teste, om ideen faktisk virker i praksis og få værdifuld input fra dem, der skal bruge løsningen,” fortæller Emil.

Samarbejdet giver ikke kun værdi for AALEX – men også for Billund Lufthavn: ”Vi synes, det er været spændende at få indblik i, hvad en startup formår at udvikle inden for vagtplanlægning. Der er helt sikkert et potentiale i fremtidens løsninger på området, og vi bidrager gerne med vores viden og erfaring i udviklingsarbejdet,” siger Lau Sunde, Head of Payroll & Planning i Billund Lufthavn.

Samarbejdet tager afsæt i konkrete scenarier fra dagligdagen, hvor Billund Lufthavn stiller viden og cases til rådighed for AALEX’ videre udvikling af systemet. Det giver mulighed for løbende at kvalificere løsningen og teste, hvordan den håndterer realistiske planlægningssituationer – med respekt for de krav, der er i driften.

En genvej for startups

Billund Airport Innovation Hub er et innovations- og testmiljø etableret i et samarbejde mellem Billund Erhverv og Billund Lufthavn. Hubben henvender sig til startups og SMV’er, der udvikler digitale eller teknologiske løsninger med relevans for en lufthavn – med fokus på transport, logistik og operationel drift.

Billund Erhverv er indgangen for virksomheder, der ønsker en dialog om test i Billund Airport Innovation Hub.

For AALEX har samarbejdet med Billund Erhverv gjort en afgørende forskel i udviklingen af deres løsning: ”Billund Erhverv har gjort det langt lettere at komme i gang. Der var en tydelig vej ind, og vi havde en kontaktperson, vi kunne gå til, hvis noget gik i stå,” siger Emil.

Muligheden for at teste i Billund Airport Innovation Hub betyder, at idéer ikke forbliver antagelser – men afprøves i den daglige drift. Her får startups adgang til miljøet, data og de mennesker, der skal bruge løsningen.

Det gør det muligt at udvikle hurtigere og træffe bedre beslutninger tidligt i processen. ”Det er noget helt andet end at gætte sig frem,” afslutter Emil Louis Hansen.