2 G’ere fra linjen Innovation og markedsføring på Grindsted Gymnasie- og Erhvervsskole har brugt de sidste måneder på et forløb, der ender med deltagelse i konkurrencen Company Programme, som afholdes af Fonden for Entreprenørskab.
Eleverne fik til opgave at komme op med nogle innovative idéer til koncepter, der kunne have erhvervspotentiale og som de kunne se manglede på det nuværende marked.
Da koncepterne var fundet og præsentationerne lavet, var næste opgave at lære hvordan man pitcher over for en eventuel investor eller kommende samarbejdspartner, og hvordan man får præsenteret sin forretningsmodel bedst muligt.
Billund Erhvervs forretningsudvikler Paul-Erik Hensgen skulle bedømme de unges pitch, og han er rigtig godt tilfreds: “Eleverne gik til opgaven med entusiasme og god energi – der var selvfølgelig lidt nervøsitet at spore, men da de først kom i gang, var det med humor, selvtillid og god øjenkontakt.”
Underviser Thomas Keller Carstensen er ikke i tvivl om den store værdi det har for eleverne, at der kommer en professionel udefra, som skal bedømme deres koncepter og præsentationer: “I det her Company Programme forløb kommer eleverne omkring rigtig mange af de overvejelser man skal gøre sig, når man vil starte en virksomhed. De får lov til at arbejde med tingene i praksis og de får lov til at bruge det i stedet for at høre om det. Det er super motiverende for dem at skulle præsentere for nogen udefra, og de går til den med kæmpe gå-på-mod og god energi.”
Eleverne får igennem forløbet en fornemmelse af iværksætteri, og hvad det kræver. Billund Erhvervs forretningsudviklere kan hjælpe og vejlede iværksættere, og 2. G’erne fik en forsmag på en professionel forretningsudvikling.
Den 23. januar skal eleverne fra Grindsted Gymnasie- og Erhvervsskole stå på en stand på Rybners, hvor de skal holde deres pitches – der går dommere fra erhvervslivet rundt, for hvem eleverne skal præsentere deres forretningsidéer. De bedste hold går videre til regionsmesterskaberne på Fyn, og derefter til DM i Industriens Hus i København.