Vi kommer ikke uden om det – bæredygtighed, ESG, grøn omstilling eller hvad vi nu kalder det, er blevet en fast del af vores forretning.

Hvor meget, og hvor lidt vi som virksomheder vælger at arbejde med det, er meget forskelligt, men én ting er sikkert: Det er der, og det er noget vi alle skal tage stilling til på ledelsesniveau. Er vores mål at overholde lovgivningen, efterkomme krav fra kunder – både business og consumer eller vil vi gøre det til en central del af forretningen og vores produkter?

Den grønne dagsorden KAN omsættes til konkurrencefordele og værdi for din virksomhed. Vi har derfor allieret os med en af de skarpeste på feltet, Annette Skyt med speciale i Digital & Bæredygtig Innovation fra Force Technology, som torsdag den 27. februar 08.30 – 11.00 giver os indsigt i:

  • De nyeste værktøjer og metoder inden for bæredygtig strategi
  • Hvordan du identificerer de tiltag, der kan gøre jeres virksomhed mere bæredygtig
  • Indblik i, hvordan du kortlægger din værdikæde, så du får nemmere ved at finde miljømæssige problemstillinger og mulige løsninger
  • Ideer til, hvordan du involverer dine medarbejdere og kolleger i bæredygtighedsarbejdet
  • Hjælp til, hvordan du laver konkrete handleplaner ud fra din nye strategi

Annettes primære fokus vil være på produktions- og industrivirksomheder, men mange elementer på det strategiske og ledelsesmæssige plan er generelle og derfor vil alle virksomhedsledere få nyttig viden med herfra til det videre arbejde.

På bagkant af mødet giver vi mulighed for personlig rådgivning og sparring med eksperter fra bl.a. Force Technologi, Teknologisk Institut, Alexandra Instituttet, Danish Advanced Manufacturing Research Center m.fl.

Læs mere om arrangementet om bæredygtighed, ESG og grøn omstilling her.

Optimering handler om bundlinje … og bæredygtighed

Vi vover den påstand, at der kan optimeres i produktionsprocesser og produktionslinjer i stort set alle virksomheder. Værdien med optimering kan bl.a. være reduktion i energiforbrug, bedre udnyttelse af kapacitet og ressourcer, mindre spild og levetid på værktøjer og maskiner.

I sidste uge havde vi sat stævne hos Modulex som laver visuelle kommunikationsløsninger, sammen med Helmut Schwartz fra klyngen Manufactoring Academy of Denmark, for at se på muligheder for optimering og bedst mulig udnyttelse af virksomhedens processer og produktion. Modulex tænker og handler globalt og ved gennemgang af produktionslinjen og processer var der særligt opmærksomhed på digitaliserings- og automatiseringsmuligheder.

Det handler om optimering, effektivisering og økonomisk bundlinje, men løsningerne taler også positivt ind i en bæredygtighedsagenda – derfor er grøn omstilling et parameter når vi taler om virksomhedens konkurrencekraft. Jo skarpere vi er på synergier og muligheder for at gøre bæredygtighed til en styrke i virksomheden, jo større er muligheden for at skabe konkurrencefordele.

Vi håber at se dig til arrangementet om bæredygtighed, ESG og grøn omstilling, hvis du vil have viden og sparring på din strategi.

Du er også altid velkommen til at tage fat i forretningsudvikler Lars Gadgaard på lg@billunderhverv.dk eller tlf. 9215 1142 til en snak om mulighederne for at komme i gang med klimaregnskab, rapportering af dine indsatser, produktionstjek, take-back løsninger og meget mere. Vi samarbejder bredt med eksperter og specialister, som også kan hjælpe dig.