Anesco er en engelsk virksomhed, der blev etableret i 2010, og de har i dag ca. 200 medarbejdere ansat i England. I starten var kerneproduktet solceller til hustage, men i dag er virksomheden koncentreret om udvikling og etablering af landbaserede solcelleparker og såkaldte batteriparker, hvor man kan opbevare strøm fra energinettet og levere den tilbage igen, når der er brug for den.
I Danmark er fokus i øjeblikket udelukkende på solcelleparker.
Nem tilgang, industri og og udvikling
Da Gert Vognstrup Kristensen skulle finde ud af hvor kontoret skulle ligge, kiggede han først og fremmest på det sydjyske: “Da Anesco skulle starte op i Danmark, skulle vi jo finde et sted, hvor vi ligesom kunne have en base, og jeg blev sat på opgaven med at finde en lokation til vores kontor. Jeg har tidligere haft kontor omkring hovedstadsområdet, men da vores kunder i Anesco typisk er landmænd o.lign., som jo befinder sig i landområder og ofte her i Jylland, så ville det være mest fornuftigt at finde et kontor i det jyske,” udtaler Gert og fortsætter: “Grunden til vi valgte Billund er, at vi gerne ville etablere os i en by, der ikke er alt for stor og som er nem at transportere sig ind til, det er den ene del – den anden del er, at Billund er et spændende sted, fordi der i forvejen er rigtig meget industri og meget udvikling. Derudover har Billund Erhverv været rigtig gode til at tage imod os, og det har bestemt været med til at vi valgte Billund fremfor andre omkringliggende byer”.
Hjælp at hente hos Billund Erhverv
Billund Erhverv hjalp Gert med at komme i gang med opstarten, og kunne også tilbyde ham et midlertidigt skrivebord. “Jeg kontaktede Billund Erhverv, og blev inviteret ind til en snak, hvor Billund Erhverv dels havde nogle gode tilbud til os, og dels tog rigtig godt imod os, og så havde de den mulighed at de kunne tilbyde os et midlertidigt sted at sidde her i opstartsfasen,” siger Gert og fortsætter: “Her er et rigtig godt miljø, hvor man føler, at der er nogen der ligesom hjælper og støtter, og der er nogen man kan snakke med. Så når man kommer som alene person med det her firma man skal i gang med, så er det rigtig rart med et sted, hvor der er flere mennesker omkring en.”
Gert Vognstrup Kristensen betegner, på trods af modervirksomhedens størrelse, sig selv som startupper: “Selvom Anesco jo kan anses for at være en større virksomhed, så begynder vi meget småt, når vi åbner i andre lande. Typisk er det en enkelt medarbejder, der står for en opstart. Vi har afdelinger i Holland, Irland, Tyskland og nu så også i Danmark – så selvom firmaet jo egentligt er stort, så sidder jeg helt alene i hverdagen, og har brug for den support og sparring jeg kan få via Billund Erhverv.”
Gert er meget glad for at valget faldt på Billund, som i hans optik er det perfekte sted for en Anesco filial. Det har også vist sig, at Billund Lufthavn er en kæmpe fordel ift. valget af Billund: “Vi bruger lufthavnen rigtig meget, og her er Billund Lufthavn utrolig nem at rejse fra og til” smiler Gert og fortsætter: “Det tager mig faktisk kun 30 minutter fra jeg forlader kontoret, til jeg står ude ved flyet, og det er jo også en kæmpe fordel.”
Er du en startup-virksomhed eller iværksætter kan du med fordel kontakte Billund Erhverv. Vi kan bl.a. tilbyde gratis forretningsudvikling, sparring og du har mulighed for at få et skrivebord i vores kontormiljø. Læs mere om vores iværksætterindsats her.
Du kan også kontakte vores forretningsudviklere Paul-Erik Hensgen på peh@billunderhverv.dk og 9215 0109 og Marianne Hestbech Witte på mhw@billunderhverv.dk og 4414 5550.