Over 300 studerende fra 9 uddannelsesinstitutioner deltog i en fascinerende dag i selskab med Billunds erhvervsliv

Der var lige fra morgenstunden travlhed hos LEGO, Davinci 3D, Stansomatic, Zebicon, Billund Aquaculture og Billund Vand & Energi, der var de 6 virksomheder, der bød indenfor til Billund Studiedag TECH.

339 studerende fra 9 uddannelsesinstitutioner, deriblandt Erhvervsakademi MidtVest, Aarhus Universitet, VIA Horsens og University College Lillebælt, var tilmeldt dagen, der bød på et kig bag kulisserne hos de 6 spændende Billund virksomheder. Interessen og spørgelysten fra de studerende var stor, og det var tydeligt at der blev suget til sig af indtryk og viden.

Idéen med Billund Studiedag TECH er at tænde en gnist og gøre unge interesseret i de spændende erhvervsmuligheder, der kan findes i Billund kommune.
“Vi har som en stor virksomhed et ansvar overfor de øvrige virksomheder, at drive en industri og være med til at skabe et område, der er spændende at arbejde i. På den her måde kan virksomhederne i Billund kommune stå sammen og samlet set promovere os som arbejdsplads.” Udtaler LEGO Vice President Operations, Jesper Toubøl. Jeppe Hebsgaard Laursen fra Zebicon supplerer: “Næsten uanset hvilket hjørne man får lyst til at nørde ned i, så er der jo en virksomhed her i kommunen, der har noget at byde på.”

Billund Studiedag TECH afholdes en gang om året i samarbejde med Billund Erhverv og Billund Kommune, og der er stor tilslutning fra både erhvervslivet i Billund kommune og uddannelsesinstitutioner i hele landet. “Netop det, at tiltrække studerende fra hele landet er ekstremt vigtigt. Koblingen af studerende fra hele landet og vores virksomheder er vigtig når de unge skal se potentialerne i vores område. Det handler om at få de unge til at se karrieremulighederne, men det handler også om bosætning – de unge skal se hvad vi har at byde på.” siger erhvervsdirektør Marie Skov Lillelund.

Få et lille indtryk af stemningen med denne lille video